Nuppede 5.000 glemte kroner fra en hæveautomat
En borger i Hammel satte tirsdag kl 12 sit hævekort i automaten hos Danske Bank på Torvegade i Hammel. Efter at vedkommende havde trykket sin pinkode, ringede hans telefon, og han vendte sig rundt for at svare og glemte automaten - uheldigvis.
For i det samme spyttede automaten de 5.000 bestilte kroner ud. Samtidig var en anden bankkunde kommet til for at benytte hæveautomaten, kan landpolitiet se på overvågningsvideoen.
"Og vi kan se, at den pågældende ikke selv satte sit kort i, for pengene var jo allerede klar i sprækken" siger landbetjent Jesper Poulsen og undrer sig:
"Han forsvinder med alle pengene. Han kunne jo have afleveret dem i banken, og det er ikke smart, det han har gjort. Slet ikke når vi kan se fine billeder af ham på videoen."
Jesper Poulsen håber, at gerningsmanden selv dukker op med de mange penge.
Manden beskrives som værende 40-50 år gammel, kraftig af bygning, maskinklippet kort hår og iført gråt joggingtøj.