Boligselskab klar til at smide familier til dømte brandstiftere ud
Vi vil undersøge mulighederne, lyder det fra boligadministrationsselskabet ovenpå de mange brande
Hvis de unge der lige nu er sigtede for flere brande i Albertslund, bliver dømt skyldige i retten, vil Bo-Vest undersøge mulighederne for at smide familierne til de unge ud.
Det siger Ulrick Brock-Hoffmeyer, administrerende direktør i boligselskabet, der administrerer langt de fleste almene boliger i Albertslund.
"Vi er godt klar over det er et meget drastisk skridt. Hvor meget ved vi som forældre, hvad vores børn render og laver? Så det er ikke noget vi vil gøre uovervejet, men i et tæt samarbejde med politi og kommune", siger Ulrick Brock-Hoffmeyer.
Det er i stor stil beboere i Bo-Vests boligafdelinger, der er blevet ramt af de mange brande, og der er lovmæssigt inden for de senere år blevet åbnet muligheder for at boligselskaber kan sætte familier til dømte på gaden.
Det er en mulighed Bo-Vest kun meget sjældent har benyttet. Ulrick Brock-Hoffmeyer kan kun komme i tanke om et enkelt tilfælde i Brøndby. Han henviser samtidig til, at der er nogle bestemmelser i loven, der skal overholdes, før beslutningen kan tages.
I samme afdeling
"For eksempel skal den unge beboer i lejligheden have begået kriminalitet i den samme boligafdeling. Her er der jo for eksempel to forskellige boligafdelinger i Kanalens Kvarter, og det kan vise sig svært at bevise, om tændstikken er smidt til højre eller venstre."
I Bo-Vest har man med stigende bekymring fulgt udviklingen, hvor containere, skure, biler og nu også boliger er blevet ramt af brande. Derfor vil man nu sætte alt ind på at sikre beboerne bedst muligt, lover direktøren.
"Vi overvejer de muligheder vi har. Det kan være øget videoovervågning, vagtordninger, bedre belysning, beskæring af buske og træer, alt hvad der er tryghedsskabende", siger Ulrick Brock-Hoffmeyer, der på mandag vil holde møde med driftslederne, hvor mulighederne bliver vendt.
"Vi har bedt alle vores driftsledere være opmærksomme på fjerne alt letantændeligt og have skærpet opmærksomhed. Samt gennem hjemmesiderne gøre beboerne opmærksomme på, at man skal give besked til politiet hvis man hører eller ser noget."
Da flere af de tiltag der overvejes, er omkostningskrævende, vil Bo-Vest lade det op til hver afdelingsbestyrelse at afgøre, hvad man vil beslutte sig for.