Standset med 420 rammer øl og vand
Støddæmperne var på tungt overarbejde i en varebil, som Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag morgen standsede på Køge Bugt Motorvejen nær Køge.
Patruljen bemærkede bilen kørende i nordgående retning klokken 07:57. Da den så ud til at være læsset med alt for tungt gods, standsede politiet bilen til en nærmere kontrol.
Føreren – en 33-årig mand fra Hvidovre – havde læsset 420 rammer øl og sodavand importeret fra Tyskland ind i vognen og efter en kontrolvejning, kunne politiet konstatere, at vægten svarede til et overlæs på 76% i forhold til den tilladte totalvægt.
Politiet tilkaldte derfor SKAT til stedet med henblik på at tage stilling til en eventuel afgiftssag over for den 33-årige.
Se også tv-indslag: Snart billige bajere i Danmark
Ligeledes fandt politiet adskillige fejl og mangler ved køretøjet, og den 33-årige mand blev derfor sigtet for både overlæs og de fundne fejl ved varebilen. Alene disse forseelser vil ifølge Midt- og Vestsjællands Politi resultere i en bøde på 7200 kroner.