Fortsæt til indhold

Politiet kom bevæbnede slagsbrødre i forkøbet

Resolut indgriben fra politiet afværgede alvorligt slagsmål med slag- og stikvåben mellem to grupper i Byparken i Rønde

Krimi
Af Martin Schultz

Der var lagt op til et alvorligt slagsmål mellem en gruppe unge fra Rønde og en gruppe udenbys unge i Byparken i Rønde fredag sidst på dagen.
Men landbetjent Chris Gade havde fået et tip om at to grupper agtede sig i slagsmål i Byparken og med assistance fra patruljevogne anholdt politiet omkring kl. 18 fem unge i alderen fra 16 til 23 år.
De var bevæbnet med slag- og stikvåben og medbragte blandt andet baseballbats, teleskopstave, knojern og stikvåben. Flere af dem bar stikveste, som ifølge vicepolitikommissær Poul Erik Kristensen, Lokalpolitiet i Grenaa, er en slags sikkerhedsveste.

Overrasket af politiet

Mens politiet således overraskede den ene bevæbnede gruppe i Byparken, nærmede den anden gruppe sig i flere biler, men stak skyndsomt af, da de opdagede politiets tilstedeværelse på den påtænkte slagmark.
Flere af de unge i Byparken forsøgte at stikke af ved politiets ankomst og kastede de medbragte våben fra sig. Dem kunne politiet senere samle op på flugtruten.

Ransagning afslørede et større våbenarsenal

Ifølge landbetjent Chris Gade er der tale om et opgør mellem to grupper, hvoraf den ene består af unge mænd i alderen 15-17 fra Rønde. De står i ledtog med en 23-årig mand fra Rønde, som tilsyneladende har bevæbnet de unge mennesker og selv var med i opspillet til slagsmålet i Byparken.
En efterfølgende ransagning på mandens bopæl i Rønde bragte nemlig et større arsenal af slagvåben for dagen. Manden havde både baseballbats, totenschlægere, knojern, peberspray og strømpistoler i lejligheden.

Begge grupper er fra Syddjurs

”Dette her er forhåbentlig begyndelsen på slutningen af denne uoverensstemmelse mellem de to grupper,” siger landbetjent Chris Gade, som er glad for at politiet takket være tippet kunne få afværget hvad han selv kalder et ”meget alvorligt slagsmål”.
Chris Gade vil ikke oplyse, hvor den rivaliserende gruppering, som mødte talstærkt frem i flere biler, kom fra. Der er tale om en Syddjurs lokalitet, som dog ligger udenfor 8410 Rønde området.
”Jeg tror der er tale om en slags gammel rivalisering mellem forskellige lokalsamfund,” siger Chris Gade.

Fem mand sigtes

Ifølge Chris Gade får begivenhederne i Byparken i Rønde både strafferetlige konsekvenser såvel som der skal iværksættes en målrettet SSP-indsats, eftersom flere af de anholdte var unge i 15-17 års alderen.
Alle fem anholdte kan forvente et retsligt efterspil. Fire bliver sigtet for overtrædelse af våbenloven, mens en sigtes for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Også den 23-årige mand, på hvis bopæl i Rønde politiet fandt et større våbenarsenal, blev løsladt efter endt afhøring.