Bandevagter anholdt med skarpladt pistol og skudsikker vest
For anden gang på få dage blev to mænd søndag anholdt for at stå bandevagt i Værebro på Københavns Vestegn.
Som led i Københavns Vestegns Politis skærpede patruljering i Værebro spottede en politipatrulje søndag eftermiddag de to unge mænd, som ifølge politiets vurdering optrådte som vagter sammen.
Da politipatruljen henvendte sig til dem, smed den ene mand en skarpladt pistol fra sig. Han var iført en skudsikker vest.
De to mænd på 19 og 24 år blev anholdt klokken 16.13 og blev mandag formiddag fremstillet i et lukket grundlovsforhør, hvor de begge blev varetægtsfængslet frem til den 30. maj, sigtet for i fællesskab at besidde den skarpladte pistol under særligt skærpende omstændigheder. De nægter begge kendskab til våbnet.
Torsdag den 2. maj anholdt Københavns Vestegns Politi to andre mænd på 22 og 28 år samme sted i Værebro. De var iført skudsikre veste, en radio, en skydeklar pistol og en kniv. De blev varetægtsfængslet i fire uger i fredags.