Racistisk hærværk flere steder i Kalundborg
Jacob Nielsen
Midt- og Vestsjællands Politi fik i løbet af torsdag formiddag flere anmeldelser om hærværk og graffiti mod flere adresser i Kordilgade, Bredgade og Nørre Allé i Kalundborg.
Ukendte gerningsmænd havde enten malet graffiti eller opsat klistermærkater med racistiske bemærkninger på bygninger enten ejet eller anvendt af personer eller foreninger med anden etnisk oprindelse end dansk. Ordene var blandt andet "Rejs hjem", "Nej til moskeer", "Stop indvandringen" og "Start hjemsendelsen".
Politiet efterforsker anmeldelserne i et forsøg på at finde frem til gerningsmændene.
Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, som kan bidrage med oplysninger, der kan føre til opklaring af sagerne. Kontakt politiet på telefon 1-1-4.