Fortsæt til indhold

Vores skole skal ikke være kurer-sted for narkohandlere

Krimi
Jacob Nielsen

"Det her er normalt et meget fredeligt område, og vi har ikke set skyggen af den bande- og narkokrig, som ellers ruller for fuld damp her på Vestegnen".
Sådan siger en lettere chokeret skoleleder fra Østerhøjskolen i Ballerup, efter en gruppe 2. klasses elever tirsdag fandt en pose med 600 gram heroin ved et af skolens grønne områder.
"Det virker helt surreaulistisk, at man kan finde sådan noget på en skole som vores, der ligger meget åbent og benyttes flittigt af hundeluftere og familier med børn. Og det faktum at børnene finder det klokken 10:30 om formiddagen, hvor området er fyldt med små børn, som jo er nysgerrige og samler alt, hvad de finder op, er uhyggeligt," siger Mette Seldstedt som dog ikke frygter, at narkofundet vil blive et tilbagevendende problem på skolen.
"Jeg vil ikke have, at kriminelle skal bruge os som kurer-sted, og jeg tror heller ikke, at det vil gentage sig. Dem som har efterladt stofferne her ved nu, at det er et rigtigt dårligt sted at gemme sådan noget," siger Mette Seldstedt til Lokalavisen.dk.
På Østerhøjskolen har man valgt at informere grundigt om sagen til både elever, forældre, kommunens SSP-medarbejdere og politikere, og ungechef i Ballerup Kommune, Erik Hansen, roser håndteringen af sagen.
"Det giver selvfølgelig noget uro på skolen og i lokalområdet, når der ligger hårde stoffer og flyder blandt børn, men det er en fin måde både elever, lærere og ledelse har håndteret det på," siger Erik Hansen til Lokalavisen.dk.