Får fik skåret halsen over med sløv kniv
Arkiv
Et makabert syn ventede en gårdejer ved Hillestolpe nær Rødby på Lolland, da hun forleden skulle ud at se til sine får.
På marken fandt hun to af sine får med halsen skåret over. Det ene var en mor med to små lam, som forvildet kaldte på deres mor, som lå død på jorden. Det andet får overlever muligvis såret i halsen, skriver folketidende.dk.
"Lammene ryster endnu, og det gør jeg også. Det må være syge mennesker, der gør sådan noget, men vi eller politiet kan hverken gøre fra eller til, da det er sket om natten," fortæller den frustrerede ejer, der ikke ønsker sit navn i avisen.
Ifølge ejeren har gerningsmanden brugt en sløv kniv, for kun luftrøret er skåret over. Derfor er fåret blevet kvalt, fortæller hun.