Fortsæt til indhold

Kvindelig pusher gemte amfetamin-lager i fryseren

Politiet anholdt torsdag en 39-årig kvindelig kending på Havnegade i Frederikssund

Krimi
Carsten Pedersen

Det var helt andre ting end den sædvanlige læbestift og eyeliner, der kom frem, da en civil patrulje fra Nordsjællands Politi natten til torsdag på Havnegade i Frederikssund "vendte lommer på en gammel bekendt," oplyser politiets vagtchef Henrik Rasmussen.
Brugte fryser som amfetamin-lager

Kvinden blev standset af en M.I. patrulje lidt efter klokken 02.00 natten til Kristi Himmelfarts dag, oplyser vagtchefen:
"Og hun blev fundet i besiddelse af 9 salgsklare pølsemandsposer med 1 gram amfetamin i hver."
Kvinden blev anholdt klokken 02.16, sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, og da politiet kender hende fra lignende kriminalitet, foretog man en ransagning af hjemmet.
"Her fandt patruljen i alt 80 gram amfetamin, som kvinden gemte i sin fryser," oplyser vagtchef Henrik Rasmussen.
Varetægtsfængslet 4 uger

Den 39-årige kvinde blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød, hvor hun blev varetægtsfængslet i foreløbig 4 uger.