"Er den ikke stor og dejlig"
Det lune forårsvejr lokker et stigende antal blottere ud af busken. Det ses tydeligt i anmeldelserne for tiden - og tirsdag klokken 13:43 gik det ud over en ældre kvinde i Ishøj.
Den 72-årige kvinde blev udsat for blufærdighedskrænkelse, da hun, mellem klokken 13-13:30, var ude at gå en tur på Ishøj Strandvej. Da hun nåede til krydset Ishøj Strandvej/Skovvej observerede hun pludselig, at en mand fulgte efter hende. Kvinden gik derfor over på den anden side af vejen og stoppede op. Manden fulgte efter og stillede sig cirka en meter fra kvinden, da han pludselig blottede sin penis for hende og sagde "er den ikke stor og dejlig". Kvinden svarede, at han ikke var rigtig klog, og at han skulle gå hjem og skamme sig. Herefter gik hun videre, mens manden forsvandt i ukendt retning.
Se også tv-indslaget: Derfor blotter blotteren sig
Gerningsmanden beskrives som: Mand af anden etnisk baggrund end dansk, mellemøstlig af udseende, 25-30 år, 170-175 centimeter høj, almindelig til kraftig af bygning. Iført hvid langærmet trøje og hvide bukser, talte dansk.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger i sagen. Henvendelse kan ske på 1-1-4 eller 43 86 14 48.