Fortsæt til indhold

28-årig kvinde fængslet for stribevis af tricktyverier

Krimi
Jesper Lundh

En række tricktyverier ser ud til at være på vej mod en opklaring efter at en 28-årig udenlandsk kvinde i går blev varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Lyngby.
"Vi har brugt nogen tids efterforskning på at få fat i hende. Vi mistænker hende for at stå bag tricktyverier mod flere ældre borgere i Nordsjælland og på Københavns Vestegn," siger vicepolitikommissær Finn Janniche fra Nordsjællands Politi.
På kvindens bopæl i København har politiet fundet en del genstande som bestyrker mistanken.
"Vi regner med at flere gerningsmænd er på fri fod og at der vil komme yderligere anholdelser," siger Finn Janniche til Lokalavisen.dk.
Han kan ikke oplyse, hvor kvinden fra Balkan har begået de påståede tricktyverier og hvordan ofrene præcist er blevet fuppet.
Så sent som i går eftermiddag blev en ældre kvinde passet op på Almindingen i Dyssegård nær Gentofte. Her spurgte en kvinde, en mand og to børn om vej til hospitalet og bredte et kort ud - en metode som tidligere er brugt til at sløre tyverier.
Den ældre kvinde var heldigvis sammen med en anden person som fattede mistanke og ringede til politiet. Da det gik op for familien, at politiet var på vej, var de pludselig ligeglade med vejen til hospitalet og forsvandt hurtigt i deres Mercedes på gule plader.
Finn Janniche opfordrer generelt til at alle borgere er påpasselige både på gaden og ved sin hoveddør.