Sad seks timer i glohed bil
En blot to-årig dreng er død, efter at han blev efterladt i en glohed bil.
Tragedien fandt sted tirsdag i et industriområde i den nordøstlige del af Eslöv, som ligger i mellem Helsingborg og Malmø i Sydsverige.
Ifølge politiet opholdt drengen sig seks timer i bilen.
Drengens far er anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab, skriver det svenske telegrambureau TT ifølge flere svenske medier.
Der blev slået alarm ved 14.30-tiden tirsdag, men da politiet nåede frem, viste den to-årige dreng ingen livstegn. Genoplivningsforsøg var forgæves.
Der var 23 graders varme i Sydsverige i går.
Drengens far er angiveligt i chok og får krisehjælp, og politiet har endnu ikke fået hans forklaring på, hvorfor han efterlod den lille dreng alene i bilen i så mange timer.