21-årig sigtet i 200 nye sexsager mod mindreårige piger
Mere end 100 mindreårige piger har været udsat for såkaldt "grooming" af den 21-årige mand fra Værløse
Nordsjællands Politi har i en længere periode kørt en intens efterforskning mod en 21-årig varetægtsfængslet mand fra Værløse, der er sigtet for at have haft forbindelse med mere end 100 forskellige unge børn/piger i alderen 10 år til 18 år. Unge, som han har udsat for "grooming" i en periode fra juni 2010 til oktober 2012.
Begrebet grooming omfatter tilfælde, hvor en voksen opbygger et tillidsforhold til et barn, typisk via internet-chat eller mobiltelefoni, med henblik på senere at begå seksuelle overgreb mod barnet.
"I november 2012 fik den 21-årige en dom på 9 måneders fængsel for en række andre tilfælde af grooming, men efterfølgende har vi fundet frem til endnu flere profiler, han står bag, på forskellige chat-forums, og derfor kan vi nu sigte ham for yderligere 200 forhold," siger funktionsleder i Central Efterforskning ved Nordsjællands Politi, Kenneth Støvhase, til Lokalavisen.dk.
Se også tv-indslag: Derfor misbruger sex-krænkere deres ofre
Blandt de nye tilfælde er den 21-årige sigtet for blufærdighedskrænkelse i 122 tilfælde, i 32 tilfælde for at have udøvet ulovlig tvang eller forsøg på samme, i 13 tilfælde at have udøvet forsøg på samleje med et barn under 15 år, i 32 tilfælde af have udøvet forsøg på anden kønslig omgang med et barn under 15 år, ligesom han er sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Efterforskningen anses nu at være så langt fremskreden, at sagen kan afleveres til anklagemyndigheden med henblik på at få lavet et anklageskift mod den 21-årige Værløse-mand.