Fortsæt til indhold

Pløjede bil gennem flere telte og ind i campingvogn

Krimi
Jacob Nielsen

Det kunne have endt i en tragedie, da en 33-årig kvinde fra Ballerup fredag aften klokken 00:55 gik amok på campingområdet, som benyttes til Veteranbiltræf som afholdes i Græsted i Nordsjælland i pinsen. Det oplyser vagthavende hos Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Kvinden var tilsyneladende raget uklar med sin kæreste efter en kontrovers, og det resulterede i, at hun ophidset satte sig ind i sin bil og begyndte at køre voldsomt rundt på campingområdet.
"Hun mistede herredømmet over bilen, påkørte og nedlagde et stort fortelt fyldt med soveposer, som var beregnet til en gruppe børn. Heldigvis havde alle børn netop forladt forteltet, da kvinden pløjede igennem det," siger vagchef Henrik Rasmussen fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Kvinden fortsatte sin aggressive kørsel gennem et iglo-telt og endnu et fortelt for til sidst at påkøre en campingvogn.
Politiet ankom til stedet og anholdte den 33-årige kvinde, som blev sigtet for spirituskørsel og for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed.
Hun blev løsladt lørdag morgen, men kan ifølge politiets vagthavende se frem til et retsligt efterspil.