Fortsæt til indhold

Bevæbnet Netto-røver fik 17 minutter på fri fod

Røver og medgerningsmand anholdt kort efter røveri mod Netto på Hillerødholmsalle i Hillerød

Krimi
Martin Warming

En 19-årig røver slap knap så heldigt fra et røveri mod Netto på Hillerødholmsalle i Hillerød lørdag formiddag.
Den 19-årige mand, der var iført en sort hættetrøje og en rød maskering, truede klokken 10.58 personalet i supermarkedet med en kniv til at udlevere cirka 5.000 kroner fra kassen. Derefter stak han af på cykel i ukendt retning.
Men det tog ikke politiet mere end 17 minutter at opspore røveren. En af politiets patruljer fik nemlig øje på ham og en 20-årig medgerningsmand, da de sad og gemte sig i et buskads på et stisystem ikke langt fra supermarkedet, hvor de sad og talte udbyttet.
Så klokken 11.15 blev røveren og hans medgerningsmand anholdt og taget med på politistationen. Begge mænd bliver i øjeblikket (søndag middag, red.), fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød, hvor politiet vil forsøge at få dem varetægtsfængslet.
Den 19-årige røver kommer fra Hillerød, mens hans 20-årige medgerningsmand kommer fra Farum, oplyser vagtchef Jan Hedager fra Nordsjællands Politi.