Fortsæt til indhold

Indbrudstyv angreb beboer med kniv

Krimi
Jesper Lundh

Et indbrud blev pludselig til røveri, da husets beboer lørdag morgen overraskede en tyv i sin villa på Strandvejen i Frederiksværk.
Da tyven følte sig afsløret, trak han en kniv og løb frem mod husejeren, så han måtte gemme sig i køkkenet, mens tyven stak af gennem en terrassedør. Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, Per Thuesen, til Lokalavisen.dk.
Over for politiet blev tyven beskrevet som østeuropæisk, slank af bygning, 170 centimeter høj og med sort hår. Da politiet kort efter mødte en gruppe personer i lokalområdet, hvoraf to passede på signalementet, tog betjentene billede af de mistænkte. Billederne blev vist til den 47-årig beboer på Strandvejen, som dog afviste at nogen af de fotograferede skulle være gerningsmanden. Der er derfor ikke anholdt nogen i sagen.
Blot ti minutter senere fik politiet endnu en anmeldelse fra en borger på Strandvejen i Frederikværk, fordi en tyv havde været inde i hans skur. Umiddelbart var der kun stjålet en øl.
De to gerningssteder ligger kun få hundrede meter fra hinanden.
Politiet hører meget gerne fra vidner der har set noget usædvanlig i området ved 7-tiden lørdag morgen.