Far sexmisbrugte datter i tre år
En 38-årig far kan se frem til tre år bag tremmer for groft sexmisbrug af sin datter, fra hun var 15 til 18 år.
Overgrebene fandt sted i perioden september 2006 til oktober 2009 til dels på mandens tidligere bopæl i Hvidovre, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Da den nu 21-årige pige var 12 år, blev forældrene skilt, og hun knyttede sig tæt til sin far. Han begyndte at gøre tilnærmelser til hende, og da hun forsøgte at sige fra, ville han ikke se hende mere.
De genoptog dog kontakten, og da hun var 15 år, gennemførte han første ud af adskillige fuldbyrdede samlejer med hende.
Incesten hørte først op, da datteren var 18 år, og faren fik en kæreste på samme alder som hende.
I oktober 2011 fortalte datteren sin mor om misbruget. Incesten blev derefter meldt til politiet. Sagen blev efterforsket og manden sigtet for incest i december samme år.
Troværdige forklaringer i retten
I dag – onsdag den 12. juni – faldt der dom i sagen ved Glostrup Ret.
På trods af at manden nægtede at have begået overgrebene, fandt en enig domsmandsret ham skyldig efter anklageskriftet og idømte ham tre års ubetinget fængsel. Han skal også betale en erstatning på 80.000 kr. til datteren, oplyser politiet.
Dommeren lagde bl.a. vægt på troværdige forklaringer fra datteren, hendes mor og øvrige familie.
"Der er tale om en yderst manipulerende og beregnende far, som har misbrugt sin datters kærlighed og tillid på det groveste," siger anklagerfuldmægtig Linda da Silva Ferreira.
Manden ankede dommen på stedet.