23-årig dømt for sexmisbrug og grov mishandling af sine tre søstre
Tre år og seks måneder bag tremmer. Det er, hvad en 23-årig mand fra Ballerup fik ved Glostrup Ret, da der i dag blev sat punktum i en bestialsk og tragisk sag, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Den 23-årige er dømt for sexmisbrug af to af sine søstre og vold og mishandling mod en tredje søster på deres bopæl i Ballerup i 2010.
Misbruget og mishandlingen fandt sted i sommerperioden 2010, hvor broren var på besøg hos sin mor og søstrene. Broren voldtog den ældste af søstrene flere gange i perioden, udsatte den mellemste for grov vold og den yngste for anden kønslig omgang end samleje. Først efter lang tid betroede søstrene sig til hinanden og fortalte derefter om misbruget og mishandlingen til deres mor. Overgrebene blev efterfølgende meldt til politiet i starten af 2012.
Se også tv-indslaget: Derfor misbruger sex-krænkere deres ofre
På trods af at manden nægtede sig skyldig, fandt en enig domsmandsret ham skyldig efter bestemmelserne i anklageskriftet og idømte ham tre år og seks måneders ubetinget fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark i seks år.
"Der er tale om en meget grov og trist sag, så jeg er meget tilfreds med sagens udfald," siger anklagerfuldmægtig Linda da Silva Ferreira, som ikke vil kommentere yderligere på dommen af hensyn til de tre piger og på grund af sagens karakter.
Manden ankede dommen på stedet og er fortsat fængslet.