Fortsæt til indhold

Nu skal jeg ud til hendes grav

Krimi
Jesper Lundh

"Jeg synes, de slipper billigt. Det havde jeg ikke forventet."
Sådan lød den umiddelbare reaktion fra myrdede Lisa Maria Skjærbæks eks-mand, Dan Dobkin Jensen, få minutter efter afsigelsen af den dom, der sender begge Lisas mordere 12 år i fængsel for drab og ligskænding.
Dan Dobkin Jensen havde håbet, at 29-årige Mikkel Christina Jørgensen og 42-årige Thomas Leander Nielsen ville blive idømt mindst 14 års fængsel.
"De skal bare have lov at rådne op," sagde han til Lokalavisen.dks reporter ved Retten i Lyngby.
"Der er jo ikke noget, der giver os Lisa tilbage, men når det er så groft, burde de sidde inde resten af livet. Der bliver jo ikke tænkt på, at der sidder tre børn, som aldrig får deres mor tilbage," siger Dan Dobkin Jensen inden tårerne for alvor presser sig på.
"Senere i dag skal jeg ud på graven og lægge en blomst. Jeg skal ud at fortælle hende, hvad resultatet er blevet," siger han.
Også Lisas mor, Kirsten Skjærbæk, skal besøge gravstedet. Hun havde lige som Dan Doblin ønsket en hårdere dom - men hun havde også håbet, at få svar på flere spørgsmål.
"Det har været meget ubehageligt at høre alle detaljerne i retssagen, men jeg havde alligevel håbet, at der var kommet nogle flere ting frem. Jeg vil stadig gerne vide, hvordan det hele var forløbet - i stedet for at de to forsøgte at skjule det hele," siger Lisa Maria Skjærbæks mor til Lokalavisen.dk.
Lisa Maria Skjærbæk var mor til tre børn, som nu er to, fire og seks år. Hun blev kvalt og maltrakteret på herberget Overførstergården i Gentofte i september sidste år.