Fortsæt til indhold

Væltet på knallert af patruljevogn

En hundepatrulje blev torsdag truet med pistol af en passager på en knallert. Føreren blev anholdt

Krimi
Jesper Lundh

To hætteklædte pistolbevæbnede personer på en knallert fik forleden en borger i Herlev til at alarmere politiet.
Vidnet havde set drengene vifte med en eller flere pistoler ved Kagsåkollegiet torsdag aften, og da flere hundepatruljer nåede frem, blev en af patruljerne truet af passageren. Hundepatruljen kørte efter de hætteklædte drenge, og ramte knallerten i forsøget på at standse den, oplyser Københavns Vestegns politi.
Knallerten væltede og passageren stak af, men føreren blev anholdt. Nær knallerten fandt politiet en pistol, som viste sig at være en splatterpistol.
Føreren, en 17-årig dreng fra Herlev, havde slået sit ene ben, så en ambulance blev tilkaldt en ambulance, men drengen ønskede ikke at modtage behandling. Han blev anholdt, kørt til Albertslund Politigård, sigtet for overtrædelse af våbenloven og afhørt i overværelse af sociale myndigheder. Han blev løsladt samme aften.

Efter som en patruljevogn ramte knallerten skal sagen undersøges af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).