"Hov, du tabte 100 kroner"
"Vi kan ikke advare nok: Hold hånden over tastaturet, når de trykker din pinkode til dankortet!"
Sådan siger vagtchef ved Nordsjællands Politi efter at der igen i går blev begået et klassisk tricktyveri i Helsinge i Nordsjælland.
Ved middagstid i SuperBest i Østergade var en mand og en kvinde så venlige at påpege, at en 82-årig kvinde havde tabt 100 kroner. En af dem samler pengene op og afleverer dem til den ældre kvinde, men kort efter opdager ofret, at hendes dankort er forsvundet fra hendes pung.
Da hun spærrer kortet har tyvene allerede hævet i alt 7000 kroner i to banker.
Se tv: Oplev hvordan tricktyvene arbejder
Den kvindelige tricktyv beskrives som 160 centimeter høj, almindelig af bygning med mørkt hår og mørkt tøj. Hun talte godt dansk.
Manden beskrives som 170 centimeter høj, almindelig af bygning og af anden etnisk herkomst. Han var mørkhåret og havde mørkt tøj på og talte ligesom sin kvindelige medsammensvorne godt dansk.
Politiet har videoovervågning fra SuperBest, som ifølge vagtchef Palle Jørgensen nu skal gennemses. Og så opfordrer han endnu en gang til at skjule tasterne, når pinkoden tastes.
"Tricktyvene holder jo øje, når vi taster koden i butikken, og bagefter laver de det nummer med at smide en pengeseddel, så de kan stjæle kortet," siger han.