Mand fundet død i havn efter fest
En komsammen på Skuldelev Havn nær Skibby i Nordsjælland endte i nat tragisk, da en mand blev fundet død i vandet.
Et ægtepar havde været med til sammenkomsten og gik ved midnatstid tilbage til deres båd i havnen. Kvinden gik i seng, men da hun vågnede ved halv tre-tiden for at gå på toilettet, kunne hun ikke finde manden.
Hun meldte hans forsvinden til politiet, som mødte op med dykkere, og kort efter fandt dykkerne liget af den 68-årige fra Jyllinge-området død i vandet.
"Vi har haft efterforskere på siden klokken 3.30 for at undersøge, om der ligger en forbrydelse bag. Vi antager det er en ulykke, men det er for tidligt at sige noget med sikkerhed," oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, Mogens Mogensen til Lokalavisen.dk.
Liget af den 68-årige mand skal obduceres i morgen.