Fortsæt til indhold

Fire mænd tog sig en dukkert i Åen

Krimi
Af Christina S. Johansen

Fire mænd fra Aarhus i alderen 24-25 år benyttede i morges Åen ved Åboulevarden til en svalende dukkert efter en våd bytur, hvilket bekymrede et vidne, der tilkaldte politiet.
Vidnet havde selv forsøgt at tale mændene op af vandet - men de var "ikke modtagelige for hans pædagogiske henstillinger," som politikommissær Mogens Brøndum udtrykker det.
"De fire mænd blev derefter af politiet henvist til egne badefaciliteter, hvilket de var helt indforstået med," står der videre i Østjyllands Politis døgnrapport.