Blev genkendt på pizzaria
En vaks kvinde var lørdag eftermiddag årsag til, at to udenlandske indbrudstyve blev fanget
To udenlandske tyve er blevet sendt bag lås og slå efter et noget kikset indbrudsforsøg i Lynge ved Allerød lørdag eftermiddag.
En kvinde ringede ved 14-tiden til politiet og fortalte, at hun netop havde set en fremmed mand og kvinde luske rundt i naboens have på Kærhøjgårdsvej.
Politiet sendte straks en patrulje af sted, men den fremmed mand og kvinde havde i mellemtiden taget flugten uden at få noget med fra huset.
Politiet kørte lidt rundt i området for at lede efter dem, men kort efter fik de endnu et opkald fra den kvindelige anmelder.
Hun var nemlig taget en tur ned på det lokale pizzaria, og her var hun sørme stødt på det mistænkelige par igen. De sad pænt og spiste pizzaer, og denne gang kom ordensmagten ikke for sent.
Kvinden og manden blev anholdt - manden dog første efter at han havde forsøgt at undgå politiet ved at låse sig inde på pizzariaets toilet.
Politiet fandt dog ingen tyvekoster i parrets bil, en Audi der er indregistreret i Tyskland, men de er nu blevet sigtet for indbrudsforsøg og bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndagen.