Fortsæt til indhold

Rumænere levede som slaver

Krimi
Arkiv

OPDATERET 11.48: Fem personer blev mandag formiddag anholdt i forbindelse med endnu en nordsjællandsk sag om menneskehandel i rengøringsbranchen, hvor rumænske mænd har arbejdet under slavelignende forhold.
Politiet og SKATs særlige enhed mod menneskehandel slog til mod to ejendomme på Rasmus Knudsens Vej i Helsingør og Mørdrupvej i Snekkersten efter et tip fra Helsingør Kommune. Fem personer - fire mænd og en kvinde - blev anholdt.
"Mindst tre af de fem vil blive fremstillet i grundlovsforhør inden for de kommende 24 timer. De vil alle blive sigtet for menneskehandel. Grunden til at vi har anholdt alle fem er at der blev fundet et skarpladt våben på den ene adresse, hvor der var tre personer til stede. Så længe ejerforholdet til våbnet ikke er fastlagt, er det normalt at anholde alle tilstedeværende," siger politiinspektør Michael Hellensberg til Lokalvisen.dk.
De anholdte er både udenlandske og danske statsborgere.
Derudover fandt myndighederne på den ene adresse to rumænske mænd, som tilsyneladende har gjort rent mange timer hver dag til en ussel løn og er blevet indkvarteret under kummerlige forhold.
Michael Hellensberg kender endnu ikke lønnen i den aktuelle sag, men kender lønniveauet fra andre lignende sager.
"De får typisk mellem 2500 og 3000 kroner om måneden, men jeg kan ikke fortælle, hvor mange timer de to rumænske mænd fra i dag har skullet arbejde for deres løn. Nogle skal arbejde 16 timer og nogle 8 timer om dagen," siger han.
"Når de kommer herop accepterer de vilkår, som enhver anden vil finde yderst mærkværdige. Men det er jo fordi de ikke har noget bedre alternativ," siger politiinspektøren.
De to rengøringsmænd vil efter endt afhøring blive overgivet til Center Mod Menneskehandel.
Sagen blev anmeldt til Nordsjællands Politi af Helsingør Kommune, der på baggrund af deres arbejde i området var blevet opmærksom på, at der på den ene adresse boede rumænere under dårlige vilkår.
Sagen er blot den seneste af lignende sager og det er Nordsjællands Politis opfattelse, at der er tale om et mønster blandt en gruppe af personer indenfor rengøringsindustrien, som via egne selskaber rekrutterer udlændinge fra primært Rumænien til at komme til Danmark for at arbejde. Her arbejder de uden registrering for en meget lav løn og bliver indkvarteret under elendige forhold, oplyser politiet.