Fortsæt til indhold

Mand stukket i maven med saks

Krimi
Arkiv

Et nyt masseslagsmål fandt sted på Roskilde Festival natten til fredag. Klokken 04.25 blev politiet kaldt til område G, hvor der var slagsmål. Ved politiets ankomst var slagsmålet forbi, men vidneforklaringer førte til anholdelse af syv implicerede - fire personer i 20'erne uden fast bopæl i landet og tre personer i 20'erne fra Nordsjællandsområdet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
I forbindelse med slagsmålet blev en 20-årig mand fra Køge stukket med en saks i maven. Den 20-årige blev kørt på sygehuset til behandling og er uden for livsfare. Politiet efterforsker sagen.
Her følger et uddrag af politiets arbejde på festivalen det seneste døgn:
Klokken 07.50 blev en 18-årig mand fra Søborg sigtet for tyveri fra campingplads. Tre vidner havde set den 18-årige stjæle en bæltetaske fra et telt, herefter gik gerningsmanden fra stedet sammen med to andre personer. Vidner var fulgt efter den 18-årige, der gik til sin egen lejr, hvorefter vidnerne tilkaldte politiet. I den 18-åriges telt befandt sig også en 18-årig mand fra København, der blev fundet i besiddelse af en mobiltelefon, der ikke var hans, hvorfor han også blev sigtet for tyveri. Begge 18-årige fik efter aftale med festivalledelsen klippe deres armbånd.
Klokken 22.45 blev en 36-årig rumænsk mand anholdt og sigtet for at være i besiddelse af en ulovlig foldekniv. Den 36-årige havde desuden generet andre festivalgæster, hvorfor han og fire andre personer efter aftale med festivalledelsen fik klippet deres armbånd. Derudover fik den 36-årige en bøde på 3000 kroner.
I forbindelse med ovennævnte sag blev en 16-årig dreng fra Charlottenlund sigtet, da han, på trods af adskillige henstillinger om ikke at blande sig i politiets arbejde, blev ved med at råbe op og give 'fuckfingeren' til politifolkene. Da politiet ville sigte ham, løb han fra stedet men faldt over en telt-bardun. Efter sigtelse fik den 16-årige efter aftale med festivalledelsen klippet sit armbånd.