Brødre idømt 8½ års fængsel og 63 mio. kroner i bøde
8,5 års fængsel og 63 millioner kroner i bøde. Det er, hvad to brødre fra Københavnsområdet samlet kan se frem til efter årelang systematisk svindel mod det offentlige, oplyser Københavns Vestegns Politi.
De to mænd er hovedmænd i en såkaldt kædesvigsag, hvor flere nedrivningsfirmaer på Vestegnen er omdrejningspunktet for grov skatte- og momssvindel for 35 millioner kroner.
Svindlen er foregået via en kæde af selskaber. Firmaerne har dermed haft en millionomsætning, som der ikke er betalt moms og skat af.
Mændene på henholdsvis 38 og 35 år fra Brøndby og København, blev anholdt ved en større aktion i samarbejde med SKAT i maj 2012. På trods af de to mænd nægtede sig skyldige, blev de fredag dømt i henhold til anklageskriftet.
Den 38-årige fik fire og et halvt års ubetinget fængsel og en bøde på 35 millioner kroner, han overvejer at anke. Den 35-årige fik fire års ubetinget fængsel og en bøde på 28 millioner kroner, han modtog dommen. Begge er fortsat fængslede.
"Dommen viser, vi i Danmark slår hårdt ned på alvorlig, organiseret og økonomisk kriminalitet. Retten lagde netop vægt på, at svindlen er foregået over mange år og systematisk udført og udtænkt," siger anklager Bertil Håkonsson.
Fakta om kædesvigsagen
Udgangspunktet i sagen er flere nedrivningsfirmaer på Københavns Vestegn. Mændene bag firmaerne svindlede systematisk med moms, skat og sort arbejde via en kæde af skraldespandsselskaber fra 2006 til 2012.
Svindlen foregik ved, at større firmaer bød ind på og fik diverse nedrivningsopgaver for blandt andet stat og kommuner. Herefter lod firmaerne opgaverne gå videre til underentreprenører.
Underentreprenørerne var såkaldte skraldespandsselskaber. Firmaerne var således styret af hovedmændene via stråmænd og havde folk ansat sort til at udføre arbejdet.
De folk, som var ansat sort, var i vidt omfang på kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse og sygedagpenge. En enkelt var illegal indvandrer.
Når nedrivningen var udført og betalingen i hus, hævede hovedmændene løbende pengene kontant. Der blev over 1.618 gange hævet i alt 21 millioner kroner i sorte penge ved kassen og hæveautomater i banker.
Kædesvigsagen er ikke afsluttet endnu. Otte personer er fortsat sigtede som stråmænd og yderligere cirka 50 for at have udført sort arbejde.