Vagabond spændte ben for butikstyv
En vagabond valgte resolut at stikke benet ud, da en butikstyv kom forbi i fuldt firspring.
Rune Weitling
Politi og butikspersonale fik hjælp fra en lidt uventet kant onsdag aften.
En mand fra Varde forsøgte klokken 21.25 at stjæle varer i Fakta i Jernbanegade. Den 39-årige butikstyv blev opdaget i sit foretagende, men slap i første omgang væk fra butikkens personale.
En af de ansatte løb dog efter manden, og fik faktisk også løbet ham op, men manden fik med spark vristet sig fri.
Herefter løb manden videre, men uheldigvis for ham, løb han lige forbi en vagabond, der som det naturligste i verden valgte at spænde ben for ham. Samtidig nåede politiet frem til stedet og anholdte manden, som dog nu er løsladt igen, oplyser vagthavende til Lokalavisen Esbjerg.