Et års fængsel til indbrudstyv
Arkiv
En 40-årig mand fra København skal nu et år i fængsel for syv indbrud. Manden var tirsdag tiltalt for otte indbrud begået i Hvidovre, Greve, Brønshøj, Hørsholm, Charlottenlund og Klampenborg, oplyser Københavns Vestegns Politi.
Glostrup Ret frifandt ham for et indbrud på Strandgårdsvej i Hvidovre og dømte ham for de syv andre.
Den 40-årige begik indbruddene i første halvår typisk ved at knuse en rude, kravle ind og stjæle, hvad han faldt over. Et par steder tog han ikke noget med.
Manden blev anholdt og varetægtsfængslet i maj.
Tirsdag idømte Glostrup Ret ham et års fængsel. Han erkendte sig skyldig men ankede straffen. Retten besluttede, at han fortsat skal være varetægtsfængslet.