Vred mand knaldede kvindelig lejer en på skrinet
En diskussion om betaling af husleje gik helt galt
Martin Warming
En 39-årig kvinde fik fredag formiddag én på siden af hovedet af en 53-årig mand, som hun bor til leje hos på Bybækterrasserne i Farum.
Det var tilsyneladende en diskussion om betaling af husleje, der endte med, at manden gik amok og tildelte kvinden et slag i ansigtet med en knytnæve, fortæller vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi.
Den 53-årige mand blev efterfølgende sigtet for vold, og kvinden måtte en tur på skadestuen, men hun kom heldigvis ikke alvorligt til skade, oplyser Søren Bjørnestad.