Hvad så du?
Hvad så du, da en 29-årig mand blev overfaldet og stukket flere gange med kniv fredag aften, hvor omkring 100 unge var samlet for feste ved Karlstrup Kalkgrav i Solrød?
Det vil Midt- og Vestsjællands politi gerne vide. Politiet søger derfor vidner til den særdeles grove voldssag fredag klokken 22.45. På dette tidspunkt blev den 29-årige mand overfaldet og skåret voldsomt i venstre underarm, hånd og i brystet - formentlig med en kniv.
Forud havde der været lidt tumult mellem gerningsmanden og en mand og efterfølgende en kvinde. Den 29-årige mand forsøgte at hjælpe kvinden bort fra stedet og blev herunder overfaldet. Han blev først tildelt et slag i venstre tinding og derefter skåret, oplyser politiet.
Den 29-årige er fortsat indlagt på sygehus, men er ikke i livsfare. Vidner kan henvende sig til Midt- og Vestsjællands politi på tlf. 4635-1448.