"Nu går det ud over Fakta!"
En 22-årig mandlig misbruger blev tirsdag anholdt med en 17 cm lang køkkenkniv
”Nu er I selv ude om det. Nu kommer det til at gå ud over Fakta.” Med disse ord forlod en 22-årig mand sin familie i Ølstykke tirsdag eftermiddag. Manden bor til daglig i Brønshøj og er misbruger, men er i øjeblikket hjemme hos familien.
Manden forlod hjemmet efter, der var opstået familiestridigheder, oplyser Nordsjællands politi. Familien ringede til politiet, og en patrulje fandt manden 16.50 på Shell tanken på Frederikssundsvej med den 17 cm lange køkkenkniv, som han havde taget, da han forlod familien.
Nordsjællands politi anholdt manden for at sikre, at han ikke skulle gøre noget dumt. Om han vil blive sigtet for noget, overvejer Nordsjællands politi i øjeblikket.