Dømt for vold for 14. gang
Der er flotte præstationer - og så er der præstationer, man ikke bør være stolt af. Hovedpersonen, der i går fik sin 14. voldsdom på fire måneders fængsel, har ingen grund til at være stolt af sin personlige rekord.
Den 48-årige tildelte tirsdag den 23. juli ved 17-tiden umotiveret en sagesløs 47-årig mand fra Roskilde nogle knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, da han opholdt sig ved bænken på hjørnet af Støden-Helligkorsvej-Byvolden i Roskilde.
Der opstod lidt tumult på stedet, men det lykkedes den 48-årige at flygte. Den 47-årige pådrog sig diverse flere skader i ansigtet og på kroppen som følge af volden, oplyser politiet.
Siden anmeldelsen har politiet ledt efter gerningsmanden, som det lykkedes anholde i går morges.
”Denne voldsdom er faktisk den 14. dom for vold til den 48-årige inden for de sidste cirka 15 år. Selv om volden er begået i et alkohol-misbrugsmiljø, har politiet og retten set med alvor på sagen”," siger anklager Sune Ploug Sørensen.
Dommen endte på fire måneders fængsel, fordi den 48-årige i forvejen havde en reststraf fra en prøveløsladelse fra seneste voldsdom. Den dømte blev fluks indsat i et arresthus til afsoning.