Fortsæt til indhold

Charlotte hjælper politiet med finde brandstiftere

Et videnskabeligt studie af 746 dømte danske brandstiftere skal gøre det lettere for politiet at fange deres fremtidige efterfølgere

Krimi
Jacob Nielsen

Alder, køn og bopæl. Adfærd til og fra brandstedet. Befolknings- og bebyggelsestæthed. Arkitektur. Det er blot nogle af de punkter, som cand.psyk. Charlotte Kappel registrerer ned til mindste detalje for tiden.
Charlotte sidder aktuelt hos Københavns Vestegns Politi og nærstuderer 371 brandsager begået i politikredsen. I forvejen har hun undersøgt 375 lignende sager hos Midt- og Vestjyllands Politi. De mange rapporter rummer detaljer om 746 gerningsmænd dømt for brandstiftelse eller kvalificeret brandstiftelse for brande påsat fra 2002 til maj 2010.
Hun har fået adgang til akterne, fordi hun forsker i danske brandstiftere til en ph.d.-afhandling. Formålet er lave en systematik, som kan hjælpe politiet til hurtigt at få indkredset, hvor gerningsmanden bor – en såkaldt geografisk profil.
"Nogle brandstiftere laver mange brande, før de bliver pågrebet. Jeg håber, mit studie kan indkredse deres bopælsområde allerede efter brand nr. to," siger Charlotte Kappel.
Tanken er at kombinere kendt viden om menneskers og brandstifteres adfærd med politiets oplysninger fra brandstedet og om det omgivende geografiske område.
"Til sammen skal det give et kvalificeret bud på, hvor en gerningsmand kunne bo," siger brandforskeren.
Charlotte Kappel kan ikke sige, hvor hurtigt en brandstifter kan pågribes – det afhænger af hans brandaktivitet. Nogle antænder hurtigt en serie brande, mens andre venter længe mellem hver ildspåsættelse. Derfor er det antallet – ikke kun tiden – som interesserer Charlotte Kappel.
"Efter to brande bør der være analysedata nok til at en geografisk pejling på brandstifteren," siger hun.
Hun vurderer, at gerningsmandens boligområde kan udpeges med omkring 80 procents sandsynlighed. Det afventer indtil studiet er færdigt i 2016.