”Sanseløst hysteri"
”Det var et sanseløst hysteri. En blodrus.”
Sådan beskriver motorcykelpræsten Inge-Lise Wagner den ransagning, der fandt sted i hendes barndomshjem i Rågeleje to dage efter at hun i oktober 2011 havde dræbt naboens to hunde. Hundene havde angiveligt jagtet og dræbt flere af præstens katte, og nu havde Inge-Lise Wagner fået nok.
To dage senere troppede politiet op på hendes adresse og ransagede alt, både præstens afdøde mors gemakker i den ene længe af den stråtækte ejendom og Inge-Lise Wagners egen bolig.
Sabler og geværer
I alt fandt politiet syv våben. De fire stikvåben lå nederst i et af morens skabe, støvede og rustne. To geværer indhyllet i spindelvæv lå gemt i morens rod. I Inge-Lise Wagners eget hjem fandt man et gammelt gevær, der for mange år siden blev fundet i en mose.
Et af de tre skydevåben var så rustent, at det ikke engang kunne prøveskydes af politiets teknikere, og nummeret var rustet væk. Alligevel er det og de øvrige seks våben ifølge anklagemyndigheden en overtrædelse af våbenloven.
”De tog alt med. Det var lige før de også tog vandpistoler og hæftepistoler,” sagde en vred Inge-Lise Wagner ved retsmødet i Helsingør i dag.
Rædselskabinettet
Den 63-årige præst hævdede, at hun ikke kendte noget til morens våben. Moren døde i januar 2011 - altså ni måneder forinden - og Inge-Lise Wagner og hendes bror havde ikke ryddet op i rodet endnu.
”Min mor kunne ikke smide noget ud. Der var så mange ting. Jeg kaldte det rædselskabinettet. Men hverken min bror eller jeg anede, at der lå våben,” sagde Inge-Lise Wagner.
Sigtelser frafaldet
Tidligere i år blev alle sigtelser om blandt andet dyremishandling og hærværk droppet af anklagemyndigheden. Præsten er nu kun tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse. Men hele sagen er spild af tid og penge, mener Inge-Lise Wagner.
”Det er unødvendig svineri at bruge skatteborgernes penge på den måde. Der er ingen sag,” sagde præsten til Lokalavisen.dk umiddelbart efter retsmødet.
Hvis Inge-Lise Wagner bliver kendt skyldig, mener både anklager og forsvarer, at en bøde på højst 2500 kroner er rimelig. Der falder dom tirsdag den 27. august klokken 13.00.