Fortsæt til indhold

Dieseltyve afsløret med 950 liter brændstof

Krimi
Jesper Lundh

I ly af mørket troede to diesel-tyve i nat, de kunne tømme samtlige entreprenør-maskiner på Smørum Genbrugsstation for diesel. Men den gik ikke.
Kort før klokken 2 natten til lørdag opdagede et vidne, at der var hektisk aktivitet på den lukkede genbrugsplads, og da politiet nåede frem, fandt patruljen to mænd, som havde nået at suge 950 liter diesel op i de dunke, der nu stod i deres varebil.
"Begge mænd blev anholdt. De er i forvejen godt kendt af politiet," fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Jan Hedager.
Politiet kontaktede Dansk Autohjælp, som hjalp med at pumpe dieselen, som har en værdi af cirka 10.000 kroner, tilbage i maskinerne.
De anholdte, der er 24 og 25 år og fra Ølstykke og Roskilde, bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør.