Mand med erigeret lem tryglede om sex i s-toget
En sexgal mand jagtede natten til lørdag en 17-årig pige i et s-tog, som kørte fra Køge til København, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Den 17-årige, som er fra Solrød Strand, har forklaret, at hun om natten klokken cirka 04.30 var faldet i søvn, og da hun vågnede kort efter, sad en udenlandsk mand ved siden af hende og onanerede på sit erigerede lem. Han tryglede om sex, hvilket hun afslog og bad ham om at gå væk, oplyser politiet. Det gjorde han, men kom kort efter tilbage.
Ved Hundige Station steg den 17-årige ud af toget og satte sig i et skur, hvor manden også opsøgte hende for at få sex - med den ene hånd ved skridtet. Til sidst sparkede den unge kvinde ud efter manden, der forsvandt.
Den 17-årige beskriver gerningsmanden som en mand af mellemøstligt udseende, 35-40 år, cirka 180 cm høj, almindelig af bygning, sort, kort hår. Han talte gebrokkent engelsk og var iført en brunlig-beige jakke og mørke bukser.
Personer, der har bemærket manden i toget og/eller på Hundige station, eller som kan give oplysninger om hans identitet, bedes kontakte Midt- og Vestsjællands politi, tlf. 114.