Tre mænd fængslet for knivstikkeri på gymnasium
Jacob Nielsen
Retten i Glostrup varetægtsfængslede tirsdag tre 18-årige mænd for grov vold mod de to 18-årige tvillinger, som mandag blev stukket ned på handelsskolen CPH West på Vejlebrovej i Ishøj. Begge brødre blev ramt af knivstik, den ene i skulderen, den anden i ryggen.
Efterforskning førte til, at Københavns Vestegns Politi kunne anholde de tre mistænkte senere samme aften. De blev tirsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør i Glostrup Ret sigtet for grov vold. Her besluttede dommeren at varetægtsfængsle dem alle i fire uger.
Retsmødet blev holdt for lukkede døre. Derfor kan politiet ikke frigive flere detaljer på nuværende tidspunkt.