Styrtede 15 meter ned fra altan
Arkiv
En 21-årig mand styrtede 15 meter ned fra en fransk altan i Rinstedgade i Roskilde fredag aften, skriver Roskilde Avis.
Den unge mand, som er fra Roskilde, var usædvanlig heldig. Normalt ville faldet være dødeligt, men han landede på taget til en overdækket cykelparkering, hvor trætaget har givet lidt efter, og det har sandsynligvis reddet hans liv.
Ifølge Roskilde Avis er beboere i ejendommen, som ejes af Roskilde Fællesbageri, fortsat rystede efter oplevelsen. De kendte den unge roskildenser som en forsigtig person, som dog havde givet udtryk for, at han var lidt træt af det hele.
Ved faldet fik han omfattende knoglebrud og andre svære kvæstelser, men han er udenfor livsfare, oplyses det fra Rigshospitalet.