Fortsæt til indhold

Maskerede mænd slog 23-årig med hammer og baseballbat, mens han sov

Krimi
Arkiv

To voldelige overfald fandt med kort tids mellemrum sted tirsdag aften i udkanten af Helsingør. Det oplyser Nordsjællands Politi.
En 23-årig mand anmeldte klokken 21:45, at han, mens han lå og sov i sin seng, var blevet overfaldet af en gruppe maskerede mænd, der havde sparket hoveddøren ind til hans lejlighed på Hestens Bakke. Gerningsmændene havde slået den 23-årige med en hammer og et baseballbat, og han blev derfor efterfølgende indlagt på Nordsjællands Hospital i Hillerød.
Minuttet forinden havde en anden person ringet til politiet fra Ørebakken, som ligger ikke langt fra Hestens Bakke.
Her havde nogle maskerede personer forsøgt at nedlægge hoveddøren til en lejlighed, men da personerne opdagede, at der blev ringet til politiet af beboerne, flygtede de fra stedet. Under flugten slog de en 45-årig mand i hovedet.
"Vi arbejder netop nu på højtryk for at få samlet trådene i de her to sager, som vi ikke kan udelukke har noget med hinanden at gøre. Det er vi i hvert fald opmærksomme på," siger pressekoordinator hos Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, til Lokalavisen.dk.
Kontakt politiet på 1-1-4, hvis du har oplysninger som kan hjælpe til med efterforskningen.
Bliv ven med Lokalavisen.dk på Facebook, og få vores tophistorier på din væg -
KLIK HER