Far fandt 15-årige Julie efter 8 dages forsvinden
Opdateret 15.30:
I 8 døgn havde ingen hørt fra 15-årige Julie Thelin Hansen, som sidste tirsdag stak af fra Fårupgaard Ungecenter i Jelling ved Vejle, hvor hun er frivilligt anbragt. Både forældre, venner og opholdsstedet har været bekymrede for, hvad der kunne være sket med Julie, som ifølge hendes nærmeste familie er til fare for sig selv.
Men tirsdag aften kom de første livstegn fra Julie fra København.
"I går aftes fik jeg en opringning fra Fårupgaard, som var blevet kontaktet af den sociale døgnvagt i København. De havde fået et tip fra et sted på Christiania om, at hun opholdt sig der," siger Julies mor, Ditte Thelin Christensen, som onsdag formiddag fik endnu et tip.
"I formiddag kontaktede en pige mig over Facebook og fortalte, at hun havde talt med Julie på Christiania. Her havde Julie fortalt hende, at hun hverken ville hjem eller kontakte os," siger Ditte Thelin Christensen.
Livstegnene var vigtige for familien, som har frygtet det værste den seneste uge. Julies far, Jan Hansen, har finkæmmet området omkring Københavns Hovedbanegård de seneste dage, da Julie ved tidligere "springture" har søgt netop dertil, men efter de nye oplysninger, blev eftersøgningen koncentreret omkring Christiania, og det gav pote onsdag eftermiddag.
"Jeg har netop fået af vide, at Julie ER fundet og ER i sin fars varetægt. Hun bliver kørt tilbage til sit opholdssted i morgen," meddeler en lettet mor til Lokalavisen.dk.
Selvom Julie har været løbet væk mange gange før, så var familien bange for, at der var sket hende noget slemt denne gang. Hun har overhovedet ikke haft kontakt til nogen eller brugt sin mobil og Facebook-profil de sidste otte dage. Samtidig undrer det alle, at hun ville væk netop nu, da hun for nyligt har skiftet afdeling på Fårupgaard - et skifte hun længe har drømt om. Det har givet hende mere frihed og skulle føre til et tilbud om en ungdomsbolig inden længe.
Bliv ven med Lokalavisen.dk på Facebook, og få vores tophistorier på din væg - KLIK HER