DM i poledance - nu også med mænd
Der bliver noget at se på for både kvinder og mænd, når Danmarksmesterskaberne i poledance bliver afviklet den 22. november på Bremen Teater i København. Før første gang nogensinde vil der nemlig være en kategori for mænd på programmet.
"Mændene har jo en stor fordel indenfor poledance, og det er deres styrke, så jeg tror, at mange vil bliver overraskede over, hvad de kan udrette på en polestang," siger Kristina Ellemand Jensen, der er arrangør af mesterskaberne.
Udover mandekategorien, er DM delt op i en kategori for let øvede kvinder og en for eliten, og her vil de fem internationale dommere, som er fløjet ind fra Schweiz, Tyskland, Norge, Sverige og USA, bedømme deltagerne ud fra teknik, smidighed, kostymer og showets helhed.
"Det bliver et brandgodt show med en masse overraskelser og musik fra scenen og et stort afterparty hele natten lang," siger Kristina Ellemand Jensen, som har brugt otte måneder på at arrangere mesterskaberne.
Se tv-indslag her: KLIK
Det er tredje gang, hun står bag et DM i sporten, som stadig lider under fordomme af blot at være en lummer stangdans, men som de udøvende gerne vil have bliver taget seriøst som en fysisk hård sportsgren.
"Prøv at gå ned i et motionscenter og tag fat i en håndvægt som vejer din egen vægt. Se så hvad du kan gøre med den," siger Kristina, når hun skal illustrere, hvor hårdt det er at jonglere kroppen op og ned af de skinnende jernstænger.
Hun glæder sig til at vise danskerne, hvor langt sporten er nået herhjemme, og at det ikke bare er erotiske bevægelser rundt om en gammel stripperstang.
Se mere om hvordan du får billetter til DM i Poledance her: KLIK