Lav et bræk hos os
Tusindvis af husejere skifter et eller flere vinduer i år. De vil sikre sig mod ekstraregninger for varme. Det er faktisk uhyre nemt samtidig at sikre sig langt bedre mod de regninger og det ubehag, besøg af indbrudstyve fører med sig, oplyser politiet.
"Der findes særligt indbrudssikrede døre og vinduer. De ser ud som de andre, men er lavet sådan, at de er endda meget svære - selv for en professionel indbrudstyv - at få has på. Al erfaring viser, at hvis tyven ikke har held med arbejdet indenfor et par minutter, forsvinder han igen. Risikoen for at tiltrække sig opmærksomhed er alt for stor," lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som gerne lader dig selv prøve kræfter med indbrudsværktøjet og et vindue.
Politiet medbringer selv indbrudsværktøj
Syd- og Sønderjyllands Politi kommer med vinduer og med tyvens yndlingsværktøj - hvis du til gengæld vil lægge energi og kræfter i at bryde ind. Det sker på Torvet i Esbjergs centrum på lørdag den 12. oktober klokken 11-14. Erfarne politifolk kan give dig alle de råd om sikring, du har brug for.
Samtidig er der "Blå blink" på Torvet. Esbjerg Brand og Redning viser deres køretøjer frem og fortæller om det at være brandmand. Så der er masser at se på for både store og små.