Hvem ejer legoklodserne?
Sidste fredag anholdt Midt- og Vestsjællands Politi en 34-årig polsk mand i forbindelse med et mistænkeligt forhold i butikscentret Waves i Greve. Ved en ransagning af hans bil fandt man et større parti nye æsker med legoklodser til en værdi af cirka 10.000 kroner, som den 34-årige oplyste, at han havde købt "et sted i Glostrup". Han erkendte dog senere hæleri og blev idømt en bøde og udvist af Danmark. Legoklodserne beslaglagde politiet, men det er ikke lykkedes at finde ejeren endnu, og derfor efterlyses vedkommende nu. Hvis legetøjsbutikker eller lignende har konstateret, at der er forsvundet et større parti lego-æsker af de typiske mærker som Star Wars m.m. fra deres forretning eller lager, bedes man rette henvendelse til lokalpolitiet i Karlslunde via telefon 1-1-4.
Bliv ven med Lokalavisen.dk på Facebook, og få vores tophistorier på din væg - KLIK HER