Kvinde smidt ud af bil på Strandvejen
Bekymrede vidner slog tirsdag aften alarm til 112, da de så en kvinde blive smidt ud af en bil på Strandvejen i Køge. Ifølge vidnerne havde kvinden slået sig under den hårde medfart.
Politiet kørte fluks til stedet og fandt en kvinde, som bekræftede, at hun kort forinden var blevet smidt ud af en bil. Hun kunne til gengæld ikke udpege præcist, hvor det var foregået, så politiet valgte at afspærre Strandvejen mellem Hotel Hvide Hus og Billesborgvej. Bustrafikken og andre trafikanter måtte finde alternative veje, mens politiet undersøgte området.
Det vidste sig dog snart, at kvinden under en køretur var blevet uvenner med kæresten, og at hun efterfølgende var blevet sat af - ikke smidt ud af bilen.
Politiet vurderede derfor, at kæresterne selv kunne løse konflikten, og vejen blev åbnet for trafik efter cirka 45 minutters afspærring.