Rumænere stjal kobberkabler ved Karlslunde
KARLSLUNDE: DSB rettede natten til onsdag kl. 03.35 henvendelse til politiet med oplysning om, at man på driftsovervågningen af jernbanenettet kunne se nogle forstyrrelser i området omkring Karlslunde S-station.
DSB havde derfor mistanke om, at nogen var i færd med at stjæle kobberkabler fra stedet.
Politiet kørte til området med flere køretøjer og traf undervejs til stedet en varebil på vej væk fra området. Varebilen med to mænd i blev standset, og politiet fik oplyst deres identitet som værende to mænd på 25 og 41 år fra Rumænien.
Da politiet i varerummet kunne se forskellige kobberkabler, blev de to mænd anholdt som mistænkte for netop at have stjålet kobberkablerne fra området ved Karlslunde S-station.
Ved ransagning af varebilen fandt politiet ud over ca. 15 stk. afskårne kobberkabler også en nedstryger.
De anholdte har overnattet på politistationen og vil i løbet af dagen blive sigtet for dels tyveri af kobberkablerne, dels for overtrædelse af straffelovens § 184 om forstyrrelse af sikkerheden for bl.a. jernbaners drift.
Politiets jurister vil senere fremstille de to anholdte i et grundlovsforhør ved retten i Roskilde med forventet start kl. 13.00.
pm