Unge røvere anholdt på S-togsstation
57-årig mand blev væltet omkuld og fik knæ i ansigtet af unge røvere
To drenge på blot 14 og 15 år blev lidt over klokken fire natten til lørdag anholdt på Holte Station. Forinden havde drengene været på tyvetogt i flere S-tog, oplyser Nordsjællands Politi til Berlingske.
Et af drengenes offer var en 57-årig mand, der var blevet passet op at to til tre drenge - som spurgte efter at låne penge - i toget mellem Allerød og Hillerød. Da manden afviste forespørgslen, blev han hevet ned på gulvet og fik et knæ i ansigtet. Drengene stjal efterfølgende hans tegnebog, mobiltelefon og armbåndsur, fortæller politiet.
Senere på natten gik det ud over en anden mandlig passager, da drengene forsøgte at tage hans armbåndsur.
Begge drenge kommer ifølge Nordsjællands Politi fra Algeriet, og politiet vurderer i øjeblikket, om de skal fremstilles i grundlovsforhør, skriver Berlingske.