Vejfolkene har travlt med oprydning
Ingen personskader i Favrskov, kun væltede træer, siger politiet
Favrskov Kommunes Trafik og Veje har haft et travlt døgn, siden den voldsomme storm snittede Favrskov mandag aften.
På Gammel Viborgvej i Svenstrup mødte vi kort før tirsdag middag Frank Kristensen og Kaj Brandt, der var i gang med motorsaven for at skaffe fri passage igen. Et stort træ havde lagt sig på tværs og spærrede vejen.
"Det er nu ikke så slemt som i 1999," sagde de begge, som også dengang var med.
TV: Vejfolkene i aktion (åbner i vores facebook - hvor du kan give dem et LIKE)
Politiet spærrede af i Hinnerup
Nu kan de to kommunale servicemedarbejdere kalde sig vintervagter.
"Ja, det skifter i uge 42. Så det er starten, det her."
Opgaverne har været fordelt over hele kommunen.
På Århusvej i Hinnerup mødte Østjyllands Politi frem med en patruljevogn, da et træ spærrede begge vognbaner.
"Men vi har ikke haft nogen påkørsel. Det var kun af sikkerhedsmæssige årsager," siger politiassistent Jan Bach, Nærpoliti Hadsten.
Hos landbetjent Arne Knudsen i Hammel er meldingen også kun, at der har været lidt væltede træer, men ingen personskader.