Fortsæt til indhold

Far gav datter hjerneskade og knoglebrud

Krimi
Jacob Nielsen

En 38-årig far skal fem år i fængsel for særdeles grov vold mod sin tre måneder gamle datter. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
En sen aften i juni 2012 slog manden alarm til 112, fordi hans lille datter var bevidstløs. En ambulance hentede pigen i familiens lejlighed i Rødovre, og kørte hende til hospitalet, hvor lægerne konstaterede, at pigen var i livsfare og behandlede hende intensivt i flere dage.
Det viste sig, at barnet havde udtalte skader i hjernen og øjnene og havde flere knoglebrud som følge af ruskevold – såkaldt "shaken baby syndrome".
Ifølge politiet rettede mistanken sig mod faren, som kortvarigt havde været alene hjemme med den lille pige, da hun fik skaderne. Han blev derfor varetægtsfængslet i juli 2012 og har siddet fængslet indtil torsdag, hvor han ved Retten i Glostrup blev idømt fem års fængsel for særdeles grov vold mod datteren. Retten lagde vægt på farligheden og grovheden af den udøvede vold samt at skaderne ifølge de lægelige oplysninger er forbundet med meget stor risiko for blivende skader. Sagen blev afgjort af et nævneting med seks nævninge og tre juridiske dommere.
"Det er en meget alvorlig og samtidig dybt tragisk sag for alle parter," siger anklager Mette Lühdorf, som dog fortæller Lokalavisen.dk, at den lille pige, som nu er lidt over 1½ år gammel, har det bedre end forventet.
"I forhold til prognosen, som blev lavet på hospitalet umiddelbart efter hun blev indlagt, hvor man blandt andet skønnede, at hun nok ville miste synet permanent, så ser det ud til, at hun slipper bedre fra det. Men det er svært at sige noget med sikkerhed, når hun stadigvæk er så lille. Det er formentlig først, når hun når skolealderen, at man kan sige noget med sikkerhed," siger Mette Lühdorf.
Faren nægter sig skyldig, men har ingen forklaring på, hvordan skaderne på datteren ellers skulle være sket. Han overvejer, om han vil anke dommen.