14 evakueret under brand
En brand i en større beboelsesejendom på Jægersborgvej i Lyngby betød mandag aften at 14 personer blev evakueret. Nogle måtte forlade deres lejligheder via altanen og brandvæsenets stiger, oplyser Nordsjællands Politi.
Alarmen lød klokken 19.50, da der opstod brand hos en 87-årig beboer i en 2.sal-lejlighed i en større beboelsesejendom. Politi, brandvæsen og ambulancer blev fluks sendt til stedet og da blandt andet den 87-årige beboer var evakueret og de omkringliggende lejligheder tømt for personer, fik brandfolkene bugt med flammerne.
"Tre personer blev kørt til Gentofte Hospital til observation for røgforgiftning, men alle har det efter omstændighederne godt," siger kriminalassistent René Letvad fra Nordsjællands Politi.
Han vurderer, at lejligheden formentlig er mere eller mindre udbrændt. Alle beboere i opgangen er tilbage i deres lejligheder.